Ekspeditioner

På toppen af Mera Peak

På toppen af Mera Peak

Min store lidenskab har, siden jeg første gang var afsted på en ekspedition i 1984 til Peru for at bestige 3 høje bjerge her i blandt det højeste bjerg i landet det 6768 meter høje Huascaran, været at bestige nogle af verdens giganter.

Det at være afsted i bjergene i mange uger sommetider måneder og have fokus på at nå toppen af Himalayakæmperne er bare lige mig.

Og har du lyst til at opleve det, så vil jeg med min uforbeholdne entusiasme for bjergene og eventyret, være en rigtig god motivator for dig. Du vil få stor viden om forholdene og fremgangsmåden fra den erfaring, jeg viderebringer til dig.

Mindre mål i Himalaya

Der er mange fine mål at gå efter, hvis du endnu ikke har den store erfaring. Man kan selvfølgelig starte udenfor Himalaya ved at følge mig på ture til Mont Blanc, Elbrus eller andre toppe. Men det at komme til Himalaya er i sig selv en unik oplevelse og de mindre udfordringer mellem de store bjerge giver dig muligheden for at se de store an. Du vil mærke suget og måske starte drømmen om en af giganterne.

Jeg kan rådgive dig om, hvordan du opbygger erfaring, fysik og psyke til at møde dit mål uanset om det er en af de små trekkingtoppe eller en af de rigtig store.

Gode begynderbjerge i Himalaya er f.eks. Mera Peak, der trods sin status som den højeste trekkingtop, er en af de letteste rent teknisk. I Nepal er en trekkingtop et bjerg på mellem 6000 og 6500 meter – og der er mange af dem, der er ekstremt svære at nå toppen af. Men Mera er meget fint og ligger smukt med udsigt til en hel rad af smukke, høje bjerge bl.a. Mount Everest.

Et andet sted at få erfaring med højden er et bjerg som Stok Kangri i Indien, hvor man når op på over 6000 meter uden tekniske udfordringer.

De højere, 7000 – 8000 meter

Jeg har tidligere haft ture for Kipling Travel til det 7045 meter høje Lhakpa Ri i 2014. Det har været fantastisk og i helt utrolige omgivelser. Basecamp for bestigningen af Lhakpa Ri er lige i nærheden af Basecamp for Mount Everest på nordsiden af bjerget i Tibet. Du kan læse mere konkret om turen på Kiplings sider og nedenfor er et link til min videokanal, hvor video fra turen også findes. Jeg har dog pt. (dec. ’13) ingen planlagte ture til bjerget.

Tidligere har jeg gennemført en kombineret Mera Peak / Baruntse ekspedition. Mera Peak er den højeste “trekking peak” i Nepal og Baruntse er et smukt, men heller ikke helt let 7129 meter højt bjerg. Nedenfor er et link til en af mine videoer fra den tur. Jeg har også udgivet en lille bog fra turen, som du kan finde her

De 14 højeste, 8000+

Se mere på mit website dedikeret til de fjorten 8-tusindere