Verdens top – hvad er det for billeder, jeg tager?
De situationer, jeg kommer i, under trekking, bjergbestigning og klatring er de primære mål for mine fotos og video, som jeg også holder meget af at producere. Jeg har filmet til dokumentarer for såvel TV2, DR som DR2 (hvis du har lyst, kan du se noget af min produktion på min youtube kanal: key2adventure). Video er desværre ikke Fujifilm udstyrets stærke side. Jeg ved mange siger, det er ligemeget, men det betyder en del for mig bl.a. for at kunne levere video til sponsorer og til TV-kanalerne. Derfor må jeg indtil Fuji bliver bedre til video, hvis det sker, medbringe separate kameraer til video. Jeg har dog brugt det lille XQ1 til at filme med højt på nogle af de store bjerge med rimelige resultater.
Ud over det rent actionmæssige fotografi i forbindelse med mine ture i bjergene, så er jeg en entusiatisk landskabsfotograf uanset om vi taler om smukke danske landskaber, ørkenegne, arktiske områder, “min” verden i bjergene eller noget helt andet.
Fugle, dyr og planter i de områder, jeg rejser i, bliver også motiver for mit foto og video. Ikke at det er mit primære felt, men det er vigtigt for en dækkende fotodokumentation også at have nærbilleder af alt det levende i naturen.
Uden gode portrætter og andre billeder af de mennesker, jeg omgiver mig med eller møder på rejserne, synes jeg heller ikke, at jeg når i mål rent fotomæssigt. Jeg er meget fascineret af vejrbidte ansigter, personer som fremviser en helt naturlig skønhed eller styrke og børn der trods primitive levevilkår lever og leger i fuld tilfredshed med livet.
Jeg har en stor svaghed for stærk grafik, derfor fotograferer jeg tit i naturen eller urbant, hvor der fremstår mønstre, skygger, kontraster eller andet, der kan skabe grafiske elementer.
Men det er svært at sige præcis, hvad jeg fotograferer, da det i princippet er alt hvad jeg møder på både rejser eller i min hverdag hjemme i Holte. Blot det pirrer min fantasi, så bliver det foreviget på kameraet. Og vær sikker på, at jeg altid har et kamera med mig, selv om det i nogen tilfælde kun er kameraet i min telefon. Derfor har jeg også valgt en telefon med et rigtig godt kamera, og vær forvisset om, at det ikke er en iPhone.
Mine billeder bruges en række forskellige steder fra sociale medier (Bo på Facebook, Bo på Instagram), over foredrag med billedledsagelse, salg af billeder en sjælden gang imellem, og til mine egne bøger, hvoraf jeg indtil videre har udgivet 13 bl.a.
- Mont Blanc – vejen til toppen af Europa, 280 sider med masser af flotte billeder fra Mont Blanc massivet i Alperne. Nok den bog jeg selv er mest stolt af. Udgivet på Gyldendal i 2013. Skulle have lyst til at læse den, kan den fås direkte fra mig ved at skrive til bbc snabel-a himalaya.dk. Pris 200.- + forsendelse.
- Kilimanjaro – guide til natur og bestigning. Nok den bog jeg har fået mest ros for, og den jeg har solgt flest af. Foreligger nu i anden meget reviderede udgave bl.a. med en væsentlig udbygget billedside. Kan som ovenstående fås direkte hos mig. Pris 180.- + forsendelse.
- Everest – drømmen og sejren. Som er udgået fra markedet, men da jeg stadig ligger inde med nogen, kan du få den, hvis du skulle være interesseret. Smukke billeder fra verdens højeste bjerg. Pris 200.-
- Mine udgivelser i øvrigt kan du se her: SAXO
Hvad er jeg særlig begejstret for hos Fuji?
Mit bekendtskab med Fuji har indtil videre kun varet godt halvandet år, men i den tid er der en række ting, som jeg har sat særlig høj pris på:
- Dynamikområdet på Fuji kameraer er særdeles stort. Hvor jeg med mit Canon udstyr tit må lade områder brænde ud for at sikre nok detaljer i skyggerne, så kan jeg nu eksponere, så højlysene bliver tilfredsstillende og så hive skyggedetaljerne frem bagefter i postprocessing. Resultaterne bliver oftest meget fine og sikrer et billede, der gengiver naturen mere som øjet opfattede det. Vi ser jo ikke skyggerne som sorte eller den lyse himmel som udbrændt.
- Retro er er Fuji, Fuji er retro. Og jeg elsker det. Den måde at opbygge et kamera, så det betjenings- og designmæssigt ligner et af mine første spejlreflekskameraer, er bare det bedste. Vi får alle betjeningsknapperne fra de gamle kameraer + lidt til pga. de mange ting, der kan indstilles på et moderne systemkamera. Alt lige ved hånden, kun få ting man skal dybt ind i komplicerede menuer for at finde. Love retro!
- Customiserbarhed er også en af styrkerne specielt ved X-T1, som må betegnes som mit primære kamera. De mange knapper, der kan tilpasses præcis på den måde, du som fotograf ønsker, er virkelig en stor hjælp. Bevares mit Canon 1D mk IV kan da også customiseres, men jeg har ikke et-tryks adgang til nær så mange funktioner, som jeg har på X-T1. Og den smarte quick-menu, hvor op til 7 customiserede indstillinger kan gemmes, er jeg helt pjattet med. Ville dog ønske, at de kunne kaldes mere sigende ting end C1, C2 … osv. F.eks. det som de bruges til: Udendørs portræt, landskab i sol, osv.
- Size matters. Specielt for mig som bjergbestiger, som i kunne læse i foregående uges indlæg, betyder størrelse og vægt utrolig meget. Fuji er måske ikke det mindste og det letteste, men det er efter min bedste vurdering det, hvor balancen mellem størrelse/vægt, funktionalitet, billedkvalitet finder sin bedste værdi.
- En samling af objektiver, som efterhånden dækker ret bredt (se dog nedenfor) og som holder en virkelig høj standard. Fuji ligger efter min mening i den helt tunge liga med deres XF objektiver. En fantastisk byggestandard, der oser af soliditet og kvalitet. Super optisk performance med få og små tilgivelige brist. Jeg holder særlig meget af blænderingene, specielt når de har blændeangivelser på. En velfungerende billedstabilisering på de objektiver, hvor den findes, er med til at udvide området, hvor jeg kan tage skarpe eller i det mindste brugbare billeder.
Hvad ser jeg gerne i fremtiden hos Fuji?
På grund af mit brug af video, så håber jeg inderligt, at Fuji bliver bedre til videodelen. Det bliver mere og mere udbredt, at dokumentarister optager såvel billeder, timelapse som video. Fuji kameraerne er næsten alle i topklasse hvad angår såvel billeder som timelapse. Således har flere kameraer denne funktion indbygget i firmware, hvilket hos flere andre skal anskaffes som en app eller skal styres via en ekstern timer. Og når man nu kan producere forrygende timelapse optagelser med Fujifilm kameraer, så er vi jo allerede ovre i noget, som vises som video. Så hvorfor ikke også kunne producere super video?
Og nu vi er i den boldgade, så er der en udgang til medhør på lydsiden, hvor Fujifilm konsekvent har valgt en standard, der ikke er udbredt. Hovedtelefonstikket er ikke det, der findes på næsten alle hovedtelefoner, så man skal have en adapter imellem. Unødvendigt besværligt og endnu en løsdel, der bare risikerer at blive væk. Drop det mikrojack stik og lad os få et standard 3,5mm minijack hovedtelefonstik.
For at dvæle lidt ved timelapse, så kunne Fujifilm med en firmware update levere den ultimative timelapse funktion. Hver gang jeg skyder timelapse, så sætter jeg størrelsen på billederne til 1920×1080 (full HD format), sætter white balance manuelt, sætter afstand manuelt, sætter lukkertid manuelt og sætter blænde manuelt. Når jeg så skal skyde nogle andre optagelser ind imellem, må jeg sættet alt tilbage til det oprindelige. Hvorfor ikke tilbyde en timelapse funktion, hvor alle disse indstillinger kunne være gemt, så det er let at skifte mellem timelapse og “almindelig” fotografi?
Som nævnt tidligere så håber jeg, at de customiserbare indstillinger kan få fornuftige navne eller ihvertfald mere sigende forkortelser i stedet for bare C1 – C7.
Til noget helt andet: I den nærmere fremtid, så glæder jeg mig usigeligt til telezoomen XF100-400mm, så jeg endelig får et reelt alternativ til mit Canon spejlrefleks med Tamron zoomen 150-600mm til f.eks. safaribrug og mere spektakulære billeder i naturen og specielt i bjergene. Jeg bruger Tamron’en på mit Fuji med en adapter, men da der ikke er nogen blændering og ikke endnu findes en adapter, der kan kontrollere blænden, så kan jeg kun bruge den wide open, hvor skarpheden er ok, men heller ikke mere, særlig ikke på 600mm.
På lidt længere sigt – forhåbentlig indenfor et års tid – så håber jeg Fujifilm opgraderer opløsningen i deres kameraer fra de nuværende 16MP. Det skyldes ikke så meget, at jeg personligt ser noget stort behov for det, men jeg frygter at Fuji vil blive ladt tilbage i støvet, når alle andre producenter rykker deres opløsninger. Fuji kan ikke leve af nørderne og de lærde alene, dem som ved vi egentlig ikke har brug for mere end 16MP. Så derfor for vores alles sammens skyld, så skal Fuji rykke med, men beholde sit særpræg mht. X-Trans sensorteknologien og kameraernes fantastiske retroudseende og -funktionsmåde.
Kan Fujifilm forbedre autofokus endnu mere end med den fine forbedring, der kom i firmware 4 releasen til X-T1 og som X-T10 var født med? Jeg håber det, for til mange action situationer, er Fuji stadig ikke i topklassen. Jeg har personligt brugt flere kameraer – også ældre spejlrefleks – som giver mig en væsentlig bedre hitrate. Går tingene stærkt er X-kameraerne stadig ikke mit førstevalg, selv om de er blevet bedre. Der skal nok mere end en firmware update til at klare dette problem.
Mere om mine aktiviteter
Du kan læse mere om mine aktiviteter på følgende websites, hvor der også er links til min fotogallerier:
- K2 adventure er mit firma hvorfra de fleste af mine aktiviteter udspringer
- Dansk Himalaya Selskab, som har været omdrejningspunktet i mange af mine ekspeditioner til verdens højeste bjerge
- Challenge of The 14 er sitet for mit projekt med at bestige de 14 højeste bjerge i verden, de 14 over 8000 tusind meter høje bjerge i Himalaya.
- Kilimanjaroguide er sitet for min mest solgte bog, en guidebog til Kilimanjaro
- Montblancguide er sitet for min mest ambitiøse og anmelderroste bog om Mont Blanc
- Trekkingguide er et site, hvor du kan previewe information i relation til en trekkingguide til hele verden, som jeg er i gang med at skrive
- Og du kan følge mig på enten Facebook eller Instagram