Målesøgerkameraer kommer i mange udformninger. Sidste uge kiggede jeg på det gamle Voigtländer Vito CLR, en af mine mange Voigtländer kameraer fra 50’erne og 60’erne, i denne uge er det Minolta Hi-Matic seriens tur. Det er en kameraserie, som Minolta påbegyndte i 1962, hvor udformningen bl.a. indeholdt en selenium lysmåler ligesom Voigtländeren, jeg præsenterede i sidste uge. Men ugens konkrete kamera Hi-Matic 9 startede produktionen af i 1966, og her var ligesom på de umiddelbare forgængere Hi-Matic 7 og 7s, ingen selenium lysmåler. Nu begyndte man at bruge batteridrevne lysmålere, muligvis mere præcise også over tid, men til gengæld afhængige af batteriet.
Designet er meget anderledes end sidste uges kamera, men til gengæld er vi nu ovre i en klasse af kameraer, hvor der var mange om buddet: Canon med sin Canonet serie, Yashica, Konica (alle nogle som i kommer til at høre mere om i senere anmeldelser) og mange flere.
Små forskelligheder er der mellem disse kameraer, men flere fællestræk:
- Et udpræget kasseformet kamerahus, typisk meget kantet med en optik, der afhængigt af lysstyrken fylder mere eller mindre hele fronten fra øverst til nederst.
- En målesøger, der er koblet til afstandsindstillingen, der sidder som en ring på selve objektivet, men her sommetider inderst andre gange yderst.
- Oftest et lysmålerøje, der sidder indenfor objektivets filterring, hvilket er en kæmpe fordel, hvis du f.eks. bruger et ND filter. Filterets påvirkning på lysmålingen bliver derfor taget med i betragtning.
- Med disse typer kameraer er det blevet normalt, at der sidder en hot shoe midt på toppen af kameraet, hvor det på de tidligere kameraer oftest var en “cold shoe” der kunne rumme en blitz, men ikke kunne affyre denne. Hot shoe kontakten er i stand til dette.
Hi-Matic 9 giver et gedigent indtryk, når man får det i hånden. Solidt og med en ret markant optik, der til gengæld for sin størrelse yder en rigtig fin præstation og har en god lysstyrke. Betjeningen er let med lysmålerindikering i det store lyse søgerbillede og et relativt tydeligt indspejlet afstandsmålerfelt – selv om det dog er set endnu bedre på andre kameraer fra denne tid. Dette kamera hører heller ikke lige til de mindste målesøgerkameraer fra denne tid, men generelt kan man sig, at jo mindre kameraerne bliver, jo mindre indstillingsmuligheder får du også på kameraet. Og med Minolta Hi-Matic 9 får du mulighed for manuelt at stille alt, som du gerne vil have det. Du kan vælge blænden eller du kan lade kameraet om beslutningen og ligeledes med lukkertiden. Afstanden skal du dog altid selv stille. Minolta kom ikke med autofokus i denne kameratype før med Hi-Matic AF i 1979.
Men gamle kameraer har ofte sine særheder og problemer, der viser sig med alderen. Minolta Hi-Matic 9 er ingen undtagelse i denne sammenhæng, men naturligvis varierer det fra eksemplar til eksemplar. Mit Hi-Matic 9 har haft tre problemer, som jeg har besluttet at ignorere indtil videre:
- Afstandsmåleren er ikke helt præcist justeret, men det er heldigvis kun i det lodrette plan. Det kan jeg leve med, da jeg kan stille skarpt ved at flytte objektet i målerfeltet til det står lige over objektet i det direkte søgerbillede.
- Lysmåleren viser lidt for lav lysstyrke, men jeg ved hvor meget det er, så jeg lægger bare to lysværdier til. Og i øvrigt så vurderer jeg oftest lyset ud fra Sunny 16 reglen.
- Lukkertiderne, som går fra 1 sekund til 1/500 + B, fungerer ikke helt pålideligt på de lange lukkertider fra 1/8. Men jeg bruger primært lukkertider fra 1/30 op til 1/500 samt B, så jeg har ikke gjort noget ved det. Det skyldes delvist at denne reparation indebærer en delvis adskillelse af optikken, hvilket jeg ikke har haft mod på endnu.
Dette kamera har dog nogle styrker på områder, hvor mange ældre kameraer ikke er så smart konstrueret. Bagklappen lukker ikke altid af sig selv helt tæt på kameraer fra denne tid. Dertil har nogle små skumgummilister været brugt, men de er ofte gået totalt i opløsning, og man kan så opleve at se fejllys på filmen ofte synlig som nogle “lysvinger” eller som en generel sløring. Hi-Matics bagklap falder ind i en dyb spalte og selv om der er tilsvarende lister til tætning, så er det min fornemmelse, at kameraet ikke er afhængigt af disse for at holde lystæt.
Men dette kameras helt store styrker ligger især i den særdeles fornuftige optik, der fylder så meget af fronten af kameraet. Optikken er med sine 45mm tæt på en normaloptik og har en lysstyrke på 1.7. Det giver nogle gode muligheder for at tage billeder i ret svagt lys samt for at skabe en god adskillelse af motiv og baggrund med kreativ udnyttelse af dybdeuskarphed – den såkaldte bokeh.
Men et er brændvidde og lysstyrke, noget andet er optikkens evne til at tegne skarpt især når blænden åbnes helt til 1.7 og evnen til at tegne skarpt fra centrum af billedet til de yderste hjørner. Minolta har her gjort et fint arbejde og skabt en optik, der længe har været højt anset for sin skarphed. Min egen ikke-videnskabelige test har kun bekræftet dette. Jeg har været meget tilfreds med skarpheden uden dog at sige den er helt perfekt ved blænde 1.7, men det har jeg heller ikke haft nogen forventninger om. Ydermere er det ofte sådan, at 1.7 bliver brugt til at tage portrætter, hvor det kun er skarpheden i centerområdet af billedet, der har betydning. Her skal baggrunden helst træde netop i baggrunden og ikke dominere billedet, måske skal man lige kunne ane miljøet omkring objektet, og til det brug passer objektivets evner meget fint.
Men vil du have skarphed fra centrum til de yderste hjørner, så behøver du ikke blænde længere ned end til 2.8, så får du noget af det bedste, man kunne præstere på den tid. Det har endda været nævnt, at Minolta på dette tidspunkt med sine Rokkor objektiver præsterede ting, som ellers kun Leica var i stand til. Jeg har nu andre bud på skarpe objektiver i målesøger kameraer fra denne tid f.eks. Konica Auto S2, som du vil høre mere om i en senere anmeldelse.
Filmfremføringen fungerer upåklageligt med den store arm, der med et let træk fører filmen frem, og billedtælleren viser mere logisk end sidste uges Voigtländer kamera hvor mange billeder du har taget. Det gør det noget nemmere, hvis du selv spoler film op og ikke bruger standardlængden på 36 billeder.
