Det var nok det sidste, jeg havde forestillet mig, at jeg ville anskaffe. Dog, efter at have prøvet objektivet ved et arrangement for nylig, så vidste jeg, at det kunne bruges ekstremt, men at det også kunne bruges kreativt og ikke nødvendigvis visende sin ekstreme karakter.
Der er tale om en Samyang 8mm f2.8 fisheye – 2. udgave af denne optik, en ekstrem vidvinkel med en billedvinkel på 180 grader på 1.5x cropfaktor huse som mit Fuji X-T1 og X-E2. Det er bestemt ikke en simpel optik, da den består af 11 linseelementer i 8 grupper. Det skal bruges manuelt, så både blænde, som der er en dejlig retro-style blændering til indstilling af, samt afstand skal indstilles manuelt. Til gengæld er afstand ikke så kritisk idet man ved bare en smule nedblænding får en kæmpe skarphedsdybde, så man reelt kan lade afstanden stå på lidt over en meter og vil så have skarphed fra omkring 40cm til uendelig.
Som mange andre fisheye objektiver så er skarpheden allerede på blænde 2,8 meget fin i centrum af billedet, men selv kanterne er fint skarpe med en lille forringelse at spore helt ude i hjørnerne af billedet. Blænder man ned til 4 øges skarpheden betydeligt og allerbedst er den ved 5,6 og 8.
Her er “kalorius” så monteret på Fuji X-E2. Som det måske kan ses kan modlysblænden ikke afmonteres, men den beskytter også objektivet noget. Lens coveret dækket hele modlysblænden, når den sættes på. Der kan ikke monteres filtre på så ekstremt et objektiv, for de ville alligevel komme med i billedet pga. den ekstreme billedvinkel på 180mm.
Og jo, det er et ekstremt objektiv, men jeg har allerede lært, at brugt på den rette måde, så giver det bare et helt nyt perspektiv på verden, nyt og meget anderledes. Det kan virke ekstremt, men kan også bruges, så det blot virker forfriskende.
Herunder nogle billedeksempler skudt fra min bolig samt ved Holte Roklub.
Her et eksempel, som viser den ekstreme fortegning i objektivet, når den er tydeligst. Skudt ud af vinduet på 1. sal i mit hus mod haven og med muren i en stor bue nederst i billedet. Men trods alt et ret muntert billede af min have – og naboens med alle rhododendronerne
Skarpheden i en fisheye kan gå helt fra det ultranære til det fjerne, hvis der blændes nok ned. Her er skarpheden ikke helt ud i baggrunden – med vilje – men man fornemmer den tydeligt. Til gengæld fordi jeg ikke har horisonten langt fra billedmidten, så er den ikke stærkt buet som tilfældet er ovenfor.
I dette eksempel er der to ting at lægge mærke til: For det første går kajkanten i Holte Roklub næsten præcis gennem midten af billedet og er overhovedet ikke fortegnet, det er broen øverst til højre og nederst til venstre til gengæld. Den anden bemærkelsesværdige ting er den fine stråleeffekt af solen i vandet ved blænde 8 – og at der stort set ikke er nogen overstråling (lensflair) at se i billedet.
Sidste eksempel er en selfie af mig på den offentlige (bade)bro lige ved siden af Holte Roklub. Horisonten er tæt på centrum af billedet og næsten ikke buet, men broens brædder i forgrunden er stærkt fortegnede. Kameraet ligger på en bænk magen til den, jeg sidder på, så de uskarpe brædder i forgrunden er få centimeter fra objektivet. Afstanden er sat på ca. 3 meter og blænden er 8.