Jeg har udskiftet hele mit Canon gear med Nikon eller rettere er stadig i gang med det, da jeg ikke har fået solgt alt Canon endnu. Det kan lyde som et voldsomt (dyrt) skift, men det har faktisk ikke været tilfældet. Der er flere grunde til dette skift:
- Jeg ville have opgraderet mine Canon 1D mk IV og 1Ds mk III til det netop lancerede Canon 1Dx mk II. Prisen var lidt høj, men det var egentlig ikke det, der afholdt mig. Men det gik op for mig, at det jeg primært ville opgradere for – bl.a. højere dynamikområde og bedre høj ISO performance – havde Nikon kunne levere længere. Derfor købte jeg et lidt ældre Nikon til en favorabel pris og fik det, som jeg skulle have betalt rigtig mange penge for i Canon verdenen for mindre end det, jeg solgte mine to 1D huse for – men har så kun et kamerahus nu, så jeg skal måske have endnu et.
- Canons EOS system er ikke særlig gammelt og optikken har aldrig haft blændering på, hvilket har betydet, at jeg ikke kunne ændre blænden, når jeg via adapter brugte optikken på mit spejlløse Fuji X system. Nikon har ikke ændret sin bajonetfatning væsentligt i mange år, eller rettere de har beholdt en høj grad af bagudkompatibilitet. Det betyder at de ældre optikker ofte kan anvendes på de nye Nikon kameraer med fuld funktionalitet. Og disse optik har blændering, så jeg derfor, når jeg bruger dem på Fuji kameraerne, kan stille blænden. Dermed kan Nikon optikken (undtagen de nye G optik) bruges på både Nikon og Fuji.
- Nogle af Nikons ældre optik holder en vanvittig høj kvalitet både hvad angår materialvalg og optisk kvalitet. Men de er ikke særlig dyre, så jeg får god kvalitet til en fornuftig pris. Og så som nævnt ovenfor kan jeg bruge dem på Fuji uden at miste muligheden for at stille blænden. Men prisen på de ældre optik er ofte så lav, at jeg har kunnet sælge mine nyere Canon optik til en højere pris end den, jeg skulle give for de ældre Nikon. I andre tilfælde har jeg faktisk kunnet opgradere til bedre optik for kun en lille merinvestering. Eksempler: 1. fra Canon 85mm f1.8 til Nikons 85mm f1.4D. Canons optik er kun lige OK, Nikons er i fuld professionel kvalitet og opgraderingsprisen var relativt lav (ca. 1500.-). 2. fra Canon 50mm 1.4 til Nikon 50mm 1.4D fik jeg faktisk penge ud af skiftet og min vurdering er, at Nikon optikken er bedre 🙂
I bjergene, hvor vægt og størrelse er vigtigt, er mit førstevalg stadig Fujifilm X kameraerne, som jeg har flere af. Jeg har her udvidet en smule, og har nu som sagt også muligheden at bruge Nikon optik – de gamle (før G serien) med blændering fungerer perfekt på Fuji. Det eneste jeg ikke har er autofokus, men med fokuspeaking har det ikke den store betydning.
Udvidelserne består af:
- Fuji X100T
- Yongnuo trådløst flashsystem
- Mellemringssæt til “ægte” makrofotografering (Fujis 60mm f2.4 makro, som jeg mest bruger til portrætter, kan kun makrofotografere i 1:2)