Ud over at være Afrikas tag og dermed en af Seven Summits, så er en tur op ad Kilimanjaro en oplevelse ud over det sædvanlige.
Vi starter i regnskov med aber, fugle og et hav af blomster og andre planter af hvilke nogle er endemiske (findes kun på Kilimanjaro). Langsomt bevæger vi os gennem 5 klimazoner for at slutte oppe i såkaldt Afroalpint område, hvor gletsjere dækker bjergets top. Selv om gletsjerne har været svindende gennem mange år helt fra det 18 århundrede, så ligger de der stadig.
Undervejs på turen, sådan som jeg gør den som leder for Kipling Travel, rejsebureauet, som jeg arbejder freelance for, bevæger vi os 5 dage op i stadig større højde for at opnå optimal højdeakklimatisering. Den sjette dag forsøger vi så at komme på toppen af Kilimanjaro, hvilket typisk lykkes for mellem 95 og 98 procent på mine hold. Normal succesrate på bjerget er helt nede på 40%, så vores setup er virkelig med til at gøre det muligt.
Vi bor i telt og kommer helt nær på naturen hele vejen op. Jeg kan som geolog og med en studietid i biologi fortælle baggrundshistorier om alt i naturen, som vi møder på vores vej. Så oplevelsen bliver ikke kun en udfordring for fysikken, men bliveren stor og berigende totaloplevelse.
Hvis du har lyst til at læse noget om bjerget, naturen, udfordringerne og måske om, hvordan du kan forberede dig på forhånd, så har jeg skrevet en guidebog til Kilimanjaro, som du kan bestille her: Kilimanjaro – guide til natur og bestigning. Der er lidt lang leveringstid på den, da det er en “Print on Demand” bog, dvs. at forlaget først trykker din bog, når du bestiller den.
Hvis du tænker, “jeg vil afsted”, så kontakt Kipling Travel. Du kan få kontaktinformation på Kiplings hjemmeside her. Bemærk at der er mange andre turledere hos Kipling Travel, men vil du specifikt med mig, så vælg en af de ture, hvor jeg er sat på som turleder. Jeg poster her på dette site, når jeg ved hvornår, jeg har ture i de kommende måneder/år.