Jeg er velbeholden hjemme efter jordskælvet i Nepal/Tibet.

Vi blev rystet godt på nordsiden af Everest, hvor jeg befandt mig i Advanced Basecamp i 6400 meter under jordskælvet. Men der var ingen på vores side af bjerget, der kom til skade.

Bo foran Everest i Advanced Basecamp

Modsat forholdene på sydsiden og i store dele af det østlige Nepal, hvor der var voldsomme skader og mange omkomne. En stor lavine faldt fra Pumori ned i en del af Everest Basecamp på sydsiden af Everest. Den tog livet af 19 mennesker og sårede omkring 40. Men dette er dog for småting at regne i forhold til det estimerede dødstal i Nepal på over 5000 mennesker. Hertil kommer totale ødelæggelser af et langt større antal mennesker hjem. Dette har anslået ramt 800.000 mennesker!

Kineserne lukkede nordsiden af Everest for sæsonen. Jeg fik en ret indviklet tur hjem, da jeg normalt skulle have været over Nepal, men det frarådte det danske udenrigsministerie, og der ville ikke være forsikringsdækning, hvis jeg forsøgte at komme denne vej. Jeg lod derfor kineserne (for første del til Lhasa i Tibet) og forsikringen arrangere hjemturen. Ruten blev Everest Basecamp – Lhasa med bus, Lhasa – Chengdu med fly, Chengdu – Frankfurt med fly, Frankfurt – København med fly.

Da bagagekapaciteten på første del af turen var meget begrænset, er mine ting spredt ud over Tibet og Nepal. Jeg havde et depot i Nepal samt noget fotoudstyr til reparation, men jeg ved endnu ikke om fotoforretningen, hvor min optik var, eksisterer. Resten skulle gerne komme hjem indenfor den næste måned, da jeg skal bruge en del af det på de to ture til Kilimanjaro, jeg leder for Kipling Travel lidt senere på året.

Som om det ikke var nok, var der i dag d. 12. maj et nyt større jordskælv (7,3 på Richter skalaen – det oprindelige var 7,8), som vel ikke kan kaldes et efterskælv, da det for det første er så kraftigt og for det andet havde epicenter ret langt fra skælvet d. 25. april.

Jeg er nu nået til den lille tibetanske by Tingri i 4300 meters undervejs mod Everest basecamp på nordsiden af bjerget.

Jeg bruger en dag her på akklimatiseringsture inden det går ind til selve basislejren.

Planen er at forsøge at være fuldt højdetilvænnet så tidligt som starten af maj. Så kan jeg udnytte et evt. tidligt vejrvindue til mit forsøg og vil have mulighed for et forsøg mere.

Bo på toppen af Changtse 7586 meter Everests nordtop i 2013

Efter tre en halv uges akklimatisering og fine oplevelser i Argentina er jeg tilbage til hverdagens træning og forberedelser til Everest uden ilt i april/maj.

Turen til Argentina bragte mig til bjergdalen Vallecitos, hvor jeg sammen med en gruppe mennesker besteg flere bjerge i 4000-5400 meters højde samt alene var oppe på områdets højeste, El Plata 5950 meter.

Preben Bograd og Bo Belvedere Christensen på toppen af Aconcagua

Dernæst tog vi videre til Aconcagua, for at bestige Sydamerikas højeste top, som samtidig med sine 6962 meter er det højeste bjerg i verden udenfor Himalaya.

Du kan se forløbet af akklimatiseringen herunder i grafen. Den blå kurve viser overnatningshøjderne, den grønne viser højden i løbet af dagsturene. Jeg tilbragte i alt

• 4 nætter i ca. 3400 meters højde
• 5 nætter i ca. 4250 meter
• 2 nætter i ca. 5350 meter
• 2 nætter i ca. 5950 meter

Hertil kommer bestigning af toppe på

• 3800 meter
• 4000 meter
• 4200 meter
• 5400 meter
• 5950 meter
• 6962 meter

Med andre ord alle tiders forberedelse til Everest. Min eneste udfordring er, hvordan jeg vedligeholder akklimatiseringen i de to måneder op til ekspeditionen til Mt. Everest starter. Normalt holder akklimatisering kun 3-4 uger, så jeg skal have højdestresset kroppen i den mellemliggende periode.

Højdekurve for Vallecitos/Aconcagua 2015

I slutningen af januar vil jeg være på vej mod Aconcagua, der med sin 6960 meters højde er det højeste bjerg udenfor Himalaya. Jeg vil undervejs på turen, om vejr og forhold generelt tillader det, bestige 2 bjerge over 4000 meter og et over 5000 meter.

Det er et fint sted at starte akklimatiseringen mod de høje bjerge i Himalaya. Mine erfaringer fra 2014 med at “forakklimatisere” andre steder end på det bjerg, der er mit mål, var rigtig gode.

Undervejs på det sidste stykke mod toppen af Aconcagua i 2007 gennem snekorridoren kaldet La Canneleta

Her var jeg først i Ladakh og besteg Stok Kangri, der er lige over 6000 meter, dernæst var jeg i Alperne i op til knap 4000 meters højde og sluttede forakklimatiseringen med at bestige Ararat, der er lige over 5000 meter. Da jeg så kom til Cho Oyu, gik jeg næsten lige igennem til basecamp (egentlig Advanced Basecamp) i 5700 meters højde uden at mærke noget som helst til højden.

Klatring op gennem snestorm det sidste stykke vej mod toppen af Stok Kangri i Ladakh

Efter en tur op ad Cho Oyu til lejr 2, hvor jeg placerede mit telt, efterlod mit kogegrej og dernæst gik ned til basecamp for at hvile, var jeg klar til topforsøg. Det virkede ambitiøst på en dag at gå helt fra basecamp og op til 7100 meter, hvor lejr 2 lå, men det viste sig at være rigtig godt. Da jeg dagen efter vågnede i lejr 2, var jeg meget frisk og gik lynhurtigt til toppen af Cho Oyu ca. 1100 højdemeter længere oppe.

Det var især den friskhed, som prægede mig i topforsøget, der gav mig stof til eftertanke. De normalt relativt lange akklimatiseringsforløb, hvor man opholder sig relativt lang tid i stor højde, kan tære hårdt på kræfterne. Den måde, jeg gennemførte bjergturene i 2014, var ikke tærende, fordi jeg gik hurtigt til tops hver gang, men også kom ud af stor højde ind imellem. Derfor kunne kroppen let restituere mellem de enkelte toppe. Og selv om jeg indenfor sommerperioden og starten af efteråret, hvor jeg nåede toppen af Cho Oyu, besteg relativt mange toppe, så følte jeg mig hele tiden i storform og kunne til enhver tid, når forholdene på bjergene tillod det, stryge til tops på endnu en af de største bjerge.

Derfor vil jeg søge at gennemføre noget lignende i år. Mine første toppe bliver som sagt de 4 bjerge i Argentina kulminerende med Aconcagua. Dernæst bliver der nogen tids “hvile” med løbetræning, cykeltræning og styrketræning i det hjemlige Holte (42 meter over havet 🙂 ). Om det bliver Kilimanjaro eller noget lignende, der skal vedligeholde højdetilvænningen, har jeg endnu ikke fundet ud af. Men i løbet af de knap to måneder mellem Aconcagua og starten af Everest ekspeditionen, skal jeg helst et par gange op i relativt stor højde og overnatte og have nogle ture op og ned fra måske 3-4000 meter til omkring 6000 meter.

Så vil jeg være klar til Everest i starten af april ….

Jeg er nu hjemme efter 2 måneder i Tibet og Nepal, hvorunder jeg gennemførte en ekspedition til Cho Oyu, verdens sjettehøjeste bjerg med sine 8201 meter, og Shishapangma, verdens 14. højeste bjerg med sine 8027 meter.

Bo nær toppen af Cho Oyu inden monsunskyer indhyller omgivelserne

Det lykkedes mig allerede d. 27. september som den allerførste i sæsonen at komme på toppen af Cho Oyu. Det skete uden støtte fra sherpaer og uden brug af iltflasker. Ydermere havde andre ekspeditioners sherpaer endnu ikke etableret de faste reb til toppen, hvorfor jeg på topdagen måtte lægge min egen rute, som afveg lidt fra den traditionelle rute. Det gjorde det til en særlig stor oplevelse for mig.

Det var også en fantastisk test af min fysik i over 8000 meter. Jeg var forbløffet over, så lidt jeg blev forpustet i højden, selv om jeg måtte spore gennem sommetider dyb sne. Det betød også at jeg nåede toppen langt hurtigere end jeg på forhånd havde troet. Fra min øverste lejr (lejr 2, de fleste går fra lejr 3 som ligger ca. 500 meter højere) tog det kun ca. 7 timer at komme til tops.

Jeg mente mig således meget velforberedt til at komme på toppen af Shishapangma, men komplikationer kom i vejen. Shishapangma havde været ramt af en lavineulykke, og da jeg sammen med tre italienere kom ind til basislejren, havde alle andre forladt den. De tre italienere havde for kort tid til et topforsøg, derfor ville de forlade lejren allerede to dage senere. Så ville jeg være alene på bjerget, og selv om jeg havde klatret alene på topdagen af Cho Oyu, så var det en noget anden sag at gå i gang med en 8-tusinder helt fra bunden og ganske alene. Dertil er jeg ikke moden endnu, og jeg valgte derfor at forlade bjeget sammen med italienerne for at komme tilbage en anden god gang.

Bo på vej op i isfaldet på Cho Oyu, dette var det stejleste sted på hele ruten, forsynet med et fast reb

Men alt i alt var det en stor succes, idet jeg fik testet formen af på Cho Oyu og kunne konstatere, da jeg var inde ved Shishapangma, at jeg har fysikken til at klatre flere 8-tusindere under en ekspedition. En uge til 10 dages hvil behøver jeg imellem bjergene. Det er vigtigt for det videre forløb, hvor jeg vil klatre nogle af de farligste som nummer to bjerg. Det betyder, at jeg ikke skal tilbringe lang tid med akklimatisering i lavinefarligt terræn som f.eks. på nordsiden af Annapurna eller på vej op ad Kangchenjunga.

Jeg har nu en sponsor til mit forsøg på at bestige Everest fra nordsiden i 2015.

Et dansk firma har besluttet at dække omkostningerne til mit fjerde forsøg på Mount Everest, så jeg nu kan arbejde fokuseret på projektet uden at skulle tænke på, om det overhovedet bliver til noget. Det gør det meget mere sandsynligt, at jeg denne gang får succes, forudsat at der ikke kommer komplikationer i vejen, som ved mine tre tidligere forsøg.

Mit forsøg vil som tidligere blive foretaget uden anvendelse af iltflasker og sherpastøtte. Følg med løbende på hjemmesiden for mit projekt, at bestige de fjorten bjerge over 8000 meter: Challenge of the 14.dk