Når du har valgt, at du selv vil opleve dit eget eventyr, så har du måske også en idé om, hvor din tur skal gå hen. Selv om du har, kan du måske finde inspiration her på disse sider, hvor jeg beskriver nogle af de ture, hvor jeg kan guide dig til den helt store oplevelse.
Trekking i hele verden
Jeg skriver i øjeblikket på en guidebog til trekking. Den har jeg navngivet “Trekking i hele verden” da den indeholder erfaring fra mine egne ture over næsten hele verden, men også videregiver noget af den erfaring, som nogle af mine kolleger har opsamlet. Der er et helt website dedikeret til denne bog
På disse sider vil jeg kun give et lille indblik i turene, og hvordan vi sammen kan tage ud og opleve eventyret. Turene, der er beskrevet her er kun et udsnit af mulighederne. Finder du ikke din drømmetur her, men vil du gerne have mig med som din guide, så tøv ikke med at henvende dig. Jeg har været mange flere steder og selv om jeg ikke har, kan jeg i mange tilfælde alligevel godt guide dig til en god og uproblematisk oplevelse.
Everest Basecamp i samarbejde med Kipling Travel
Efteråret 2016 leder jeg Kipling Travels trekkingtur til Everest Basecamp fra d. 9. til d. 31. oktober. Min tur er snart udsolgt, men der er stadig ledige pladser på en tur lidt senere i oktober måned.
Det bliver en fantastisk tur, hvor vi ikke “bare” går den sædvanlige vej ind til Everest Basecamp, men går ind i Gokyo dalen, bestiger udsigtstoppen Gokyo Ri 5483 meter, går over passet Cho La 5420 meter inden vi kommer ind i selve Everest dalen nær ved Khumbugletsjeren, bestiger Kala Pattar 5635 meter og går ind til Everest Basecamp før turen ud fra bjergene starter.
Der er også nogle dage i Kathmandu, som altid er et besøg værd. Jeg har været der omkring 20 gange, men nyder altid mit ophold i Nepals hovedstad.
For mere information eller for bestilling af rejsen se Kipling Travel.